Magtens Korridorer er leveringsdygtige i en forstærkerdrevet folkefest, og det er med allerstørste fornøjelse, at københavnerkvintetten kommer og headliner Cannonball Festival 2025.
Hvis Magtens Korridorer ikke fandtes, måtte vi opfinde dem. Men de findes - mere end nogensinde! Med deres dansksprogede potente rock, ligefremme attituder og samlende hits, og en fandenivoldsk og progressiv energi, er Magtens Korridorer et unikt liveband, der sætter liv i barrikaderne, inviterer alle til stemningsfuld fest og giver frirum fra trivialiteterne. Koncerterne er bandets hjemmebane, hvor de sammen med publikum igen og igen understreger, at levende rockmusik i godt selskab, og med et glas øl i hånden, med overvejende sandsynlighed, er kommet for at blive!
Johan Olsen og co. har i mere end 30 år leveret kompromisløs rock til det danske publikum, og vi er glade for at kunne præsentere netop den ikoniske gruppe, som står bag hits som ”Lorteparforhold”, ”Nordhavn Station” og ”Milan Allé” til deres største indendørskoncert i 2025.